Teenager som kastede dreng ud fra museum i London får livstid

En britisk teenager med en personlighedsforstyrrelse er fredag idømt minimum 15 års fængsel for at have kastet en seksårig dreng ud fra 10. sals højde på museet Tate Modern i London.

Han bliver muligvis aldrig sat på fri fod igen, fremgik det af dommeren.

Jonty Bravery var 17 år, da han begik sin forbrydelse i august sidste år. Han har tilstået, at det var hans hensigt at slå drengen ihjel.

Han fortalte bagefter til politiet, at han havde kastet den seksårige franske dreng, der besøgte museet sammen med sin familie, ud fra en udsigtspavillon, fordi han ønskede at blive set i nyhederne på tv.

– Hvor er min dreng, hvor er min dreng, kunne folk på tagterrassen høre moren skrige, da forbrydelsen blev begået.

Den franske dreng, hvis navn beskyttes af retten, faldt 30 meter og landede på et tag i femte sals højde. Han overlevede, men fik ved faldet svære hovedskader og brækkede ryggen, sine ben og arme.

Selv om hans tilstand i dag er bedre, skal han fortsat behandles døgnet rundt, og han bliver formentlig aldrig rask igen.

Dommeren Maura McGowan fortalte Bravery, at han har fået en livstidsdom, og at han måske aldrig bliver løsladt igen.

Hun kaldte hans handling “ondsindet” og “helt ufattelig”.

– Den lille dreng lider i dag af permanente og livsforandrende skader, sagde hun.

– Den frygt, han må have oplevet, og den rædsel, som hans forældre følte, må være helt ufattelig.

– Du gik op til udsigtsplatformen, så dig omkring og spottede ofret og hans familie, og du gik hen til drengen og kastede ham over rækværket, siger dommeren i en genfortælling af situationen.

Familien er fra Paris og de var turister i London.

Siden forbrydelsen har Bravery været anbragt på en stærkt sikret psykiatrisk afdeling. Han blev som femårig diagnosticeret som autist (ASD) og med personlighedsforstyrrelse.

/ritzau/AFP