Svensk forståelse for danske indrejsekrav

Selvom det foreløbigt kun er svenskere fra regionen Västerbotten, som må rejse ind i Danmark fra 27. juni, er formanden for Region Skåne forstående for de nye krav til indrejse.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Tidligere kunne skåningene se frem til at rejse ind i Danmark fra 27. juni.

Men Udenrigsministeriet meldte torsdag, at grænserne åbnes for alle EU-lande med undtagelse af Portugal og næsten hele Sverige fra på lørdag.

Det skyldes, at ministeriet inddeler EU-lande i henholdsvis “åbne lande” og “karantænelande”, alt efter om de lever op til en række kriterier.

I praksis betyder det, at indrejse bliver tilladt fra lande samt regioner i de nordiske lande, hvor der er under 20 coronasmittede for hver 100.000 indbyggere om ugen.

Og lige nu er det kun den svenske region Västerbotten, som kan leve op til dette krav. Her er tallet 17,9 inficerede for hver 100.000 indbyggere.

– Det er godt, at der er oprettet et system, så de enkelte regioner kan godkendes.

– Vi er nødt til at komme under 20 inficerede per 100.000 indbyggere, siger Carl Johan Sonesson til TT.

Svenskere fra andre regioner end Västerbotten kan dog rejse ind i Danmark, hvis man har særlig grund til at rejse ind, såsom arbejde eller familie i Danmark.

Carl Johan Sonesson håber, at Skåne snart vil opfylde kravene til en grænseåbning til Danmark.

– Vi fortsætter med at kæmpe.

– Jeg tør ikke sige, hvornår det kommer til at ske. Det afgøres i nærmeste fremtid, siger Carl Johan Sonesson til TT.

For turister er der stadig krav om at kunne påvise seks dages overnatning i Danmark, vedmindre man bor i Slesvig-Holstein eller Blekinge, Skåne eller Halland.

Foruden Sverige fraråder Udenrigsministeriet ikke-nødvendig rejse til Portugal, Irland, Malta, Rumænien og Storbritannien.

/ritzau/