Nye tal i USA om understøttelse til ledige bekræfter dyb krise

Der var i sidste uge næsten halvanden million nye ansøgninger om arbejdsløshedsunderstøttelse i USA.

Det var lidt færre end ugen forinden, hvor der var 1.540.000 nye ansøgninger om understøttelse.

Antallet af vedvarende ledige faldt til 19,5 millioner fra 20,3 millioner ugen før.

Det oplyser arbejdsministeriet i Washington.

Det understreger dog fortsat, at coronakrisen har gjort stor skade på økonomien og beskæftigelsen i USA.

Tallet for nye ansøgninger om understøttelse er stadig mere end dobbelt så højt som i de værste uger under finanskrisen.

Det vurderer Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.

– Krisen har vist os nogle tal, vi aldrig troede, var muligt. I løbet af 14 uger har 47 millioner amerikanere udfyldt en ledighedserklæring, skriver han i en kommentar.

Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, minder om, at knap 48 millioner amerikanere har været ledige på et tidspunkt siden marts.

– Det svarer rundt regnet til 30 procent af den amerikanske arbejdsstyrke. Det er et vanvittigt højt niveau, der viser, at virusudbruddet har ramt den amerikanske økonomi på en måde, vi aldrig har set tidligere, siger han.

Det vil føre til et fald i den danske eksport, og det er ikke urealistisk, at det vil blive med op til 7-10 procent, vurderer Stramer.

Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, hæfter sig ved den “sprække af lys”, som det seneste tal for understøttelse er udtryk for. Men der er fortsat en alarmerende høj arbejdsløshed.

Nedgangen i amerikansk økonomi er skidt, fordi USA nærmer sig rollen som Danmarks største eksportmarked.

– Et vigtigt holdepunkt er dog, at en stor del af vores eksport til USA består af medicin, som er mindre følsom overfor uro, minder han om.

Den Internationale Valutafond (IMF) skønnede onsdag i en opdatering om verdensøkonomien, at USA’s økonomi i år vil skrumpe med 8 procent.

/ritzau/