Trump: USA vil underskrive forsvarsaftale med Polen

USA’s præsident, Donald Trump, vil underskrive en aftale om forsvarssamarbejde med Polen.

Det siger han sent onsdag aften dansk tid i forbindelse med Polens præsident Andrzej Dudas besøg i Det Hvide Hus i Washington D.C.

– Sidste år underskrev vi to erklæringer, der øgede vores sikkerhedssamarbejde, og vi ser frem til at underskrive en aftale om forsvarssamarbejde, siger Trump ved et fælles pressemøde.

Polens præsident er den første udenlandske statsleder til at besøge Donald Trump, efter at coronakrisen satte ind.

I forbindelse med den mulige forsvarsaftale kan USA ifølge Trump sende tropper til Polen og forstærke samarbejdet mellem de to Nato-allierede som et værn mod stigende pres fra Rusland.

– Jeg mener, at det sender et stærkt signal til Rusland, siger Trump ved pressemødet.

Her kritiserede præsidenten andre europæiske lande for at købe energi fra Rusland.

Andrzej Duda siger til pressemødet, at det er en ære at diskutere landenes fremtidige forhold i Det Hvide Hus.

– I dag går vi ind i en ny fase, navnlig at der er en mulighed for at sætte flere amerikanske tropper ind i vores land, siger Duda.

Trump siger, at han muligvis vil flytte flere tusinde soldater fra Tyskland til Polen.

– Vi kommer til at reducere vores styrker i Tyskland. Nogle vil komme hjem, andre vil blive sendt andre steder hen, men Polen bliver et af de steder, siger Trump ved pressemødet.

Polske medier skriver, at USA vil tilbyde Polen 2000 soldater, hvilket vil være 1000 mere end, hvad der blev aftalt i juni sidste år.

Kritikere har anklaget Duda og Trump for at have arrangeret mødet lige inden det polske valg, der finder sted på søndag, for at styrke Dudas popularitet.

Opbakningen til den siddende præsident er faldet i de seneste uger.

Ved pressemødet nævnte Trump også, at USA og Polen er i dialog om at bygge et atomkraftværk i Polen.

/ritzau/Reuters