Fauci advarer om foruroligende smittestigning i USA

Den amerikanske topsundhedsrådgiver Anthony Fauci advarer om en “foruroligende stigning” i smitte med coronavirus flere steder i USA.

Det sker tirsdag lokal tid i en høring i et udvalg i Repræsentanternes Hus. Det skriver britiske BBC.

Flere delstater som Florida, Texas og Arizona har på det seneste oplevet stigninger i antallet af smittede.

Det kan være et “resultat af øget smitte i lokalsamfundet”, fortæller Fauci.

– I flere dele af landet ser vi foruroligende stigninger i smittetallet, som skyldes flere forskellige faktorer, siger Fauci, der er direktør for Det Nationale Institut for Allergi og Infektionssygdomme.

Ifølge CNN har 25 delstater tirsdag lokal tid højere smittetal end i sidste uge.

Texas kunne for eksempel melde om en ny daglig smitterekord på over 5000 nye smittede, skriver The New York Times.

Richard Besser, som er tidligere direktør for det amerikanske center for sygdomsbekæmpelse, CDC, mener, at delstaterne fortsat mangler at knække koden.

Endnu har de ikke fundet den rette model for genåbning med “opsporing, isolation og karantæne”, mener han.

– Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi foretager overgangen på en succesfuld måde, og enhver delstat, der genåbner – selv de delstater, der har gjort det rigtigt godt i forhold til at slå smitten ned – kommer til at se ret dramatiske stigninger, siger Besser til CNN.

/ritzau/