Tysk distrikt lukkes ned som følge af coronaudbrud

Politiske ledere i Nordrhein-Westfalen i Tyskland har besluttet at lukke Gütersloh-området ned som følge af stort coronaudbrud på en virksomhed. Det skriver dpa.

Over 1300 slagerimedarbejdere er testet positive for coronavirus på en fabrik i Rheda. Slagteriet, der hører under Tönnies-koncernen, er med 140.000 ugentlige slagtninger et af Europas absolut største enheder.

I Berlin advarer politikere om faren for en ny bølge af corona i forbundsrepublikken, men de siger, at krisen kan overvindes.

/ritzau/dpa