Tysk distrikt lukkes ned efter coronaudbrud på slagteri

Politiske ledere i Nordrhein-Westfalen i Tyskland har besluttet at lukke Gütersloh-området ned som følge af stort coronaudbrud på en virksomhed. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

– Hele Gütersloh-distriktet vil blive lukket ned som følge af et coronasmitteudbrud på et slagteri, siger den tyske delstats ministerpræsident, Armin Laschet.

– For første gang i Tyskland vil vi vende tilbage og lukke et helt distrikt ned med de samme foranstaltninger, som var indført for adskillige uger siden, siger han.

Flere end 1500 ud af en arbejdsstyrke på næsten 7000 er testet positive for Covid-19 på slagteriet. Slagteriet, der hører under Tönnies-koncernen, er med 140.000 ugentlige slagtninger en af Europas absolut største enheder.

De nyindførte restriktioner gælder i første omgang frem til 30. juni.

Gütersloh, som har omkring 360.000 indbyggere, vil i perioden lukke barer, museer, gallerier, biografer, sportshaller, gymnastiksale og svømmehaller. Udflugter og grillfester er der forbud mod.

I Berlin advarer politikere om faren for en ny bølge af corona i forbundsrepublikken.

– Kontakttallet bliver anslået til 2,76 for øjeblikket, hvilket formentligt er på grund af de lokale smitteudbrud, siger lederen af Robert Koch Institutet for Offentlig Sundhed i Berlin, Lothar Wieler.

Et kontakttal på 2,76 betyder, at 100 mennesker, der er smittet med virus, i gennemsnit smitter 276 andre. Kontakttallet skal ligge under ét for på lang sigt at inddæmme smitten. Kontakttallet omtales også som smittetrykket.

– En anden bølge med coronavirus er mulig i Tyskland, men vi er optimistiske med hensyn til at forebygge den, siger Lother Wieler.

Han pointerer, at intet tyder på, at der er grund til at ophæve de gældende regler om at holde afstand i det sociale liv. Han tilføjer, at god udluftning er en vigtig faktor i kampen for dæmme op for smittespredning.

/ritzau/dpa