Far og søn blev angrebet af bjørn på bjerg i Italien

En 59-årig mand og hans 28-årige søn blev angrebet af en bjørn, da de var på vandring i et bjergområde i det nordøstlige Italien mandag.

De to mænd vandrede på en sti på Mount Peller i Torosi – godt 50 kilometer nord for Trento, da de mødte en bjørn lidt efter klokken 18 mandag aften.

Den yngre mand, som gik forrest, faldt om på jorden ved det overraskende møde med den brune bjørn. Bjørnen gik hen og stod over ham, hvilket fik faren til at kaste sig mod dyret.

Faren brækkede sit ben flere steder ved denne handling, rapporterer lokale medier.

Myndighederne i provinsen Trento oplyser, at den 59-årige fik alvorlige kvæstelser på både sit ben og andre steder på kroppen.

Begge mænd er indlagt og er blevet afhørt af politi og lokale myndigheder, som har rekonstrueret forløbet.

Bjørnen er en truet dyreart, og en del bjørne er sat ud i skovområderne ved Trento som led i et naturprogram finansieret af et EU-program. Det har medført flere farlige møder mellem mennesker og bjørne.

Der har tidligere været protester mod antallet af bjørne i regionen. I medierapporter i 2015 blev der talt om over 60 brune bjørne i regionen, hvilket fik regionale myndigheder til at bede om tilladelse til at bringe antallet ned.

Flere er blevet overrasket og angrebet af bjørne – deriblandt en mand, der var ude at løbe med sin hund. En lokal mand, der arbejder med svævebaner, blev livsfarligt såret i 2014.

Programmet med at sætte bjørne ud i regionen blev indledt omkring år 2000.

Siden er antallet af bjørne steget i de italienske Alper. De brune bjørne blev hentet i Slovenien.

75 procent af de brune bjørnes føde er vegetarisk.

Indbyggerne i Sydtirol har traditionelt jaget bjørne, og de var næsten helt udryddet i området i 1950’erne.

/ritzau/dpa