OVERBLIK: Den lange vej til Det Hvide Hus

Den amerikanske præsident, Donald Trump, genoptager natten til søndag sine “Make America Great Again”-vælgermøder, denne gang i Tulsa, Oklahoma.

Vælgermøderne har de seneste tre måneder været sat på pause på grund af udbruddet af coronavirus i USA.

Vælgermøderne er en del af Trumps kampagne mod at blive genvalgt ved det amerikanske præsidentvalg i november.

Læs mere om den resterende proces mod valget – måned for måned – her:
* Juni:
23. juni afholder delstaterne Kentucky og New York primærvalg. Kentucky skulle oprindeligt have afholdt primærvalg 19. maj, men det blev udskudt på grund af coronapandemien. New York havde aflyst primærvalget helt, men den afgørelse blev appelleret af en dommer.

* Juli:
7. juli afholder Delaware og New Jersey primærvalg, efter at begge blev udskudt på grund af coronapandemien.

11. juli afholder Louisiana primærvalg.

12. juli afholder Puerto Rico primærvalg.

13. til 16. juli i Milwaukee, Wisconsin, skulle Demokraterne have afholdt partikonvent. Det er her, præsidentkandidaten officielt udnævnes.

Det er udskudt til 17. august grundet coronavirus.

Typisk udnævnes vicepræsidentkandidaten i dagene eller ugerne op til konventet. Joe Biden har sikret sig nok delegerede til officielt at kunne blive udnævnt som Demokraternes præsidentkandidat.

* August:
Republikanerne holder partikonvent i Charlotte, North Carolina. Det løber fra 24. til 27. august.

Donald Trump har faktisk udfordrere i partiet, men han forventes og har indtil videre slået dem uden besvær i sit partis primærvalg og står til at blive genudnævnt som præsidentkandidat.

* September:

Første debat forventes mellem de to præsidentkandidater 29. september i Indiana.

* Oktober:
To yderligere debatter mellem præsidentkandidaterne er programsat til 15. oktober i Michigan og 22. oktober i Tennessee.

Desuden er der lagt op til debat mellem vicepræsidentkandidaterne 7. oktober i Utah.

* November:

Tirsdag 3. november er valgdag i hele USA. Vinderen af flest valgmænd fra de enkelte stater indsættes eller genindsættes som præsident i januar 2021.

Kilder: The New York Times, usa.gov.

/ritzau/