Taliban bortfører 53 i jagt på flygtet kvinde

Militante talibanere har bortført 53 mennesker i en provins i den centrale del af Afghanistan i denne uge.

Det er tilsyneladende sket i et forsøg på at finde en kvinde, der er flygtet fra sin familie.

Den militante bevægelse mistænker indbyggere i Daikundi-provinsen for at skjule kvinden, som er stukket af fra naboprovinsen sammen med sin mand.

For at finde kvinden har Taliban-medlemmer stoppet biler i provinsen og bortført passagerer i bilerne i et forsøg på at lægge pres på de lokale og få dem til at afsløre, hvor parret opholder sig.

Det skete tirsdag, oplyser viceguvernøren i Daikundi-provinsen.

Myndigheder i den naboprovins, som parret er flygtet fra, siger dog, at parret allerede er vendt tilbage.

I Afghanistan anser mange det for skamfuldt, hvis en kvinde stikker af fra sin familie. Flere, herunder Taliban-bevægelsen, mener, at en sådan forseelse skal straffes hårdt.

En række lokale ledere har forsøgt at mægle med Taliban for at få frigivet gidslerne. Indtil videre har syv af de tilbageholdte fået lov at gå, heriblandt flere børn.

Politiet i provinsen vurderer, at Taliban tilbageholder omkring 20 køretøjer i alt.

Indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at nogen af de tilbageholdte er kommet noget til.

Taliban-bevægelsen har også tidligere bortført folk fra deres biler, hvis talibanerne har mistænkt, at de arbejdede for regeringen.

Ifølge lederen af det lokale styre i Daikundi-provinsen er det dog første gang, at bevægelsen har bortført et større antal bilister og passagerer i denne provins.

/ritzau/dpa