Politiet jagter mistænkt i New Zealand efter drab på betjent

En menneskejagt er i gang i New Zealand, efter at en person har skudt mod to politibetjente fredag formiddag lokal tid.

Den ene betjent er efterfølgende død af sine kvæstelser.

Skuddene blev affyret under en rutinemæssig trafikkontrol i Auckland.

Under flugten fra gerningsstedet blev en civil person desuden ramt af den mistænktes bil.

Det oplyser politiet i New Zealand på Twitter.

– Politiet reagerer på en alvorlig hændelse under udvikling i Massey, West Auckland.

– Cirka klokken 10.30 udførte en politienhed en rutinemæssig trafikkontrol på Reynella Drive.

– Der blev affyret skud mod politibetjente. To betjente er blevet skudt og er alvorligt såret.

– Et medlem af offentligheden blev ramt af køretøjet og er også kommet til skade.

Det oplyses videre, at politiet er massivt til stede i området, hvor betjente leder efter den mistænkte, som flygtede i sin bil.

Skoler i området er blevet bedt om at gå i lockdown.

Tidligt fredag eftermiddag oplyser politikommissær Andrew Coster, at den ene af de to betjente, der blev skudt, er afgået ved døden.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/