Kina anklager to canadiere for spionage efter måneders fængsel

Kina har officielt anklaget to canadiere for spionage.

Det oplyser embedsmænd i Beijing fredag ifølge AFP. De to canadiere, Michael Kovrig og Michael Spavor, har været tilbageholdt i Kina i 18 måneder.

De blev anholdt, kort efter at canadiske myndigheder anholdt finansdirektøren fra den kinesiske telegigant Huawei, Meng Wanzhou. Hun er datter af Huaweis grundlægger, Ren Zhengfei, og er sigtet for at have brudt USA’s sanktioner mod Iran.

Michael Kovrig, der er tidligere diplomat, og forretningsmanden Michael Spavor blev tilbageholdt i december 2018.

Anholdelsen af Huawei-stifterens datter blev startskuddet på en strid mellem Canada og Kina.

En canadisk domstol har givet grønt lys til, at sagen om en mulig udlevering af Meng Wanzhou til USA kan fortsætte.

Den 48-årige Meng Wanzhou blev anholdt i lufthavnen i den canadiske by Vancouver den 1. december 2018 på opfordring fra USA.

Højesteret i den canadiske provins British Columbia har afgjort, at Meng potentielt kan udleveres til USA, fordi anklagerne mod hende også betragtes som en forbrydelse i Canada.

I løbet af en række retsmøder i januar kom det frem, at Meng Wanzhou angiveligt løj til banken HSBC om Huaweis forhold til samarbejdspartneren Skycom, der har base i Iran. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Dermed risikerede HSBC at overtræde amerikanske sanktioner.

Den 48-årige Meng Wanzhou fastholder, at hun ikke har gjort noget galt.

/ritzau/AFP