Trump vil acceptere sin kandidatnominering i Jacksonville

Donald Trump vil acceptere sin nominering som Republikanernes præsidentkandidat i Jacksonville, Florida.

Det oplyser Det Republikanske Parti torsdag.

I begyndelsen af juni meddelte den amerikanske præsident, der søger genvalg 3. november, at han vil flytte Republikanernes partikonvent i august fra North Carolina.

Begrundelsen var ifølge præsidenten reglerne om social afstand indført af delstatens guvernør, Roy Cooper, under coronakrisen.

Formand for Republikanernes Nationale Komité (RNC) Ronna McDaniel udtaler i en erklæring torsdag, at fejringen af Trumps nominering vil finde sted i Jacksonville, mens den formelle del af konventet fortsat vil blive afholdt i Charlotte, North Carolina.

Trump har ønsket at flytte konventet, efter at North Carolinas guvernør, demokraten Roy Cooper, afviste et krav fra republikanske embedsmænd om “et fuld konvent” snarere end et konvent med færre deltagere.

Uden at vide hvordan coronavirusudbruddet vil udvikle sig, er “et nedskaleret konvent med færre mennesker, fysisk afstand og ansigtsmasker en nødvendighed”, skrev Roy Cooper tidligere på Twitter.

Men nu kommer Donald Trump altså til at holde sin takketale 27. august i en arena med plads til 15.000 mennesker i Florida, hvor hans nære allierede Ron DeSantis er guvernør.

Florida er en vigtig delstat i kampen om at vinde præsidentposten.

– Ikke alene har Florida en særlig plads i præsident Trumps hjerte som hans hjemstat, men den er også afgørende for vejen til sejr i 2020, udtaler Ronna McDaniel.

Hun tilføjer, at begivenheden i Jacksonville vil blive “sikker og spændende”, dog uden at give oplysninger om virusrelaterede foranstaltninger.

Donald Trump søger genvalg ved præsidentvalget 3. november og er Republikanernes eneste kandidat.

Den tidligere vicepræsident Joe Biden har allerede fået nok delegerede til at vinde nomineringen som Trumps demokratiske modstander.

Demokraterne holder partikonvent i Milwaukee, Wisconsin, fra 17. til 20. august, hvor Biden officielt vil blive nomineret som præsidentkandidat.

/ritzau/Reuters