Wall Street lukker med store fald af frygt for ny virusbølge

De førende aktieindeks i USA tog en ordentlig tur nedad torsdag. De lukkede med det største daglige fald siden 18. marts, hvor markedet reagerede i chok over nedlukningen af samfundet.

Nu har investorerne fornyet bekymring over, om der kan komme en ny bølge af smitte. I flere af USA’s delstater er antallet af nye smittetilfælde stigende.

Frygten for en opblussen af coronaepidemien fik industriindekset Dow Jones til at falde 6,9 procent, mens det brede S&P 500 gik ned med 5,9 procent, og teknologiindekset Nasdaq faldt 5,3 procent.

Finansminister Steven Mnuchin udelukker på forhånd, at det kan komme på tale med endnu en nedlukning af det amerikanske samfund, skriver Reuters.

– Vi kan ikke lukke økonomien ned. Jeg vil mene, at vi har lært, at hvis man lukker økonomien ned, forårsager man mere skade, siger Mnuchin i et interview med tv-stationen CNBC.

Ordrer om at lukke virksomheder, skoler og andre dele af samfundet ned for at begrænse spredningen af coronavirus kom i midten af marts i mange delstater.

Det har haft store konsekvenser for verdens største økonomi. Over 40 millioner amerikanere har – permanent eller midlertidigt – mistet deres arbejde, og ledigheden er nu oppe på 13,3 procent.

Omkring 113.000 mennesker er døde i USA efter at være blevet smittet med coronavirus. To millioner er testet positive.

Imens er over 530.000 meldt raske ifølge Johns Hopkins University.

Aktier i energi- og rejsesektorerne var blandt dem, der blev hårdest ramt torsdag, da også oliepriserne tog et dyk, skriver BBC.

Og amerikanerne kan måske blive nødt til at forberede sig på, at der er “lang vej” til en genopretning.

Sådan lød det, da den amerikanske centralbank tidligere på ugen tegnede et dystert billede af økonomien i den kommende tid.

– Det her kommer til at tage noget tid, sagde centralbankchef Jerome Powell i en kommentar ifølge det britiske medie.

/ritzau/