Nye spor i McCann-sag udløser åbning af kold sag i Belgien

Belgisk politi har fået nyt håb om at opklare en gammel drabssag fra 1996.

Det skyldes, at der for nylig potentielt kom afgørende nyt i sagen om den britiske pige Madeleine McCanns forsvinden i 2007.

I sidste uge kom det således frem, at en 43-årig tysk mand var udpeget som hovedmistænkt i sagen.

Udviklingen i den britiske sag får nu belgiske politi til at undersøge manden i forbindelse med det uopklarede drab fra 1996.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den belgiske drabssag handler om den 16-årige pige Caroline Titze, der blev fundet død og lemlæstet i en belgisk ferieby i 1996.

Den offentlige anklager i Bruxelles bekræfter torsdag over for AFP, at efterforskningen af sagen er genoptaget, og at det sker i relation til udviklingen i Madeleine McCann-sagen.

/ritzau/