Østrigsk oberst spionerede i årevis for Rusland

En pensioneret østrigsk oberst er tirsdag fundet skyldig i at have spioneret for Rusland i mindst 25 år.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Ifølge anklageren modtog den nu 71-årige officer hundredtusindvis af dollar for at videregive fortrolige oplysninger til det russiske militærs efterretningstjeneste, GRU.

Den unavngivne mand slap ved en domstol i Salzburg med en fængselsstraf på tre år, men blev omgående sat på fri fod, fordi han allerede har afsonet halvandet år.

Af hensyn til den nationale sikkerhed var retssagen lukket for offentligheden. Retten fandt ham skyldig i at have afsløret statshemmeligheder samt at arbejde for eller hjælpe en “udenlandsk efterretningstjeneste til skade for Østrig”.

Den maksimale strafferamme for den slags anklager er ti år i Østrig. Men dommeren nøjedes med tre år og fremhævede flere formildende omstændigheder som oberstens fremskredne alder, hans tidligere uplettede straffeattest samt en vurdering af, at den tiltalte ikke længere udgør en trussel.

Det oplyser en talsmand for domstolen i Salzburg ifølge Reuters.

Oberstens advokat, Michael Hofer, sagde ved retssagens begyndelse, at hans klient ikke havde videregivet stats- eller militærhemmeligheder.

Men obersten havde modtaget 220.000 euro for at forsyne den russiske efterretningstjeneste med informationer, som er offentligt tilgængelige. I stil med en udenrigskorrespondent, lød det fra forsvarsadvokaten.

/ritzau/