Italienske anklagere vil udspørge Conte om coronaindsats

Italiens premierminister, Giuseppe Conte, skal sammen med to af sine ministre udspørges af anklagere om, hvordan de har håndteret coronaudbruddet.

Der sker på fredag, oplyser Conte onsdag aften.

Foruden ham selv skal sundhedsminister Roberto Speranza og indenrigsminister Luciana Lamorgese udspørges om regeringens indsats.

Anklagerne kommer fra den nordlige region Lombardiet, der var – og stadig er – den hårdest ramte region i Italien.

De har indledt en efterforskning af, hvordan udbruddet kunne koste foreløbig flere end 34.000 mennesker livet i Italien.

De er især interesserede i at vide, hvorfor der ikke blev sat tidligere ind i byerne Nembro og Alzano.

Regeringen indførte en såkaldt rød zone omkring byen Codogno 24 timer efter, at læger havde konstateret det første tilfælde af Covid-19 her i februar.

Codogno lukkede ned 21. februar, men det var først den 8. marts, at Lombardiet og flere andre regioner blev lukket ned, selv om man vidste, at der var mange tilfælde i Nembro og Alzano.

Hele Italien lukkede ned to dage senere.

Regionale embedsmænd og regeringen beskylder hinanden for ikke at have handlet hurtigt nok, når det drejede sig om Nembro og Alzano.

Onsdag aften siger Conte, at han ikke er bekymret for den kommende efterforskning.

– Jeg vil pligtopfyldende fremlægge alle de fakta, jeg kender til. Jeg er overhovedet ikke bekymret, siger premierministeren.

– Alle efterforskninger er velkomne. Borgerne har ret til at vide besked, og vi har ret til at svare, siger han.

/ritzau/AFP