Hackere er brudt ind i 300.000 Nintendo-konti

Den japanske spilproducent Nintendo indrømmer, at 300.000 konti under selskabets tjenester er blevet hacket.

Under det første brud på sikkerheden i april blev omkring 160.000 konti kompromitteret.

Siden er det lykkedes hackere at få adgang til omkring 140.000 konti.

Hackerne har haft adgang til personlig information som fødselsdage og e-mailadresser, men ikke kreditkortoplysninger.

– Vi undskylder inderligt for at skabe problemer og bekymringer blandt vores kunder, siger Nintendo i en meddelelse.

Heri loves det også, at selskabet vil “øge sikkerheden” med det formål “at forhindre noget lignende i at ske igen”.

Hackerne har fået adgang til Nintendo id-oplysninger med tilknytning til konsollerne Wii U og Nintendo 3DS.

Derfra er de gået videre til Nintendo-konti, som kan bruges til indkøb på selskabets onlinebutik.

Svindelindkøb fra hackede konti udgør kun en brøkdel af Nintendos samlede salg, meddeler selskabet.

Her lover man at give ofre kompensation, hvis de ikke allerede har fået det.

Nintendo har haft stærke salgstal med sin populære Switch-konsol og storsælgende spiltitler som “Animal Crossing”, der har oplevet en øget efterspørgsel, mens spillere har måttet sidde hjemme under coronakrisen.

I sit seneste regnskabsår løftede Nintendo salget med syv procent til cirka 70 milliarder kroner.

Det viste regnskabet for perioden 2019/20, som løb til slutningen af marts.

“Pokémon Sword” og “Pokémon Shield” er også nogle af de titler, der har haft stor succes hos det japanske selskab.

/ritzau/AFP