Avis: Löfven og regering har haft møder om Palme-sagen

Sveriges regering har haft flere møder om Palme-efterforskningen de seneste dage.

Statsminister Stefan Löfven har deltaget i flere af møderne, skriver Aftonbladet forud for onsdagens pressemøde, som på forhånd er kaldt en skæbnetime for Palme-efterforskningen.

Tidligere medlemmer af partiledelsen hos Socialdemokraterna er blevet orienteret om udviklingen i sagen op til pressemødet.

De har ikke ønsket at kommentere sagen. Men for nogle dage siden sagde sønnen Mårten Palme, at han ser frem til pressemødet.

– Jeg håber selvfølgelig på et konkluderende bevis. Det ville være godt, hvis vi får at vide, hvad der nøjagtigt skete, sagde han.

Onsdag formiddag meddeler chefanklager Krister Petersson, hvilken afgørelse der er truffet om tiltalespørgsmålet.

Palmefterforskningen er Sveriges største politiundersøgelse. De økonomiske omkostninger for 34 års efterforskning menes ifølge det svenske politi at ligge på omkring 600 millioner svenske kroner (omkring 430 millioner danske kroner).

Aftonbladet har skrevet, at den svenske regering er blevet underrettet om, at politiet er i kommet i besiddelse af det skydevåben, der dræbte Olof Palme i 1986.

Chefanklager Krister Petterson har tidligere sagt, at han fortsat var optimist, og at det stadig var muligt at udpege, hvem det var, som dræbte Palme.

Aftonbladet har før skrevet, at gerningsmanden ikke længere er i live.

En teori handler om den såkaldte skandiamand. Han arbejdede i forsikringsselskabet Skandia og var i nærheden, da Palme blev skudt. Han blev siden affærdiget som et vidne og skrevet ud af sagen.

Men avisen Filter skrev siden, at han gennem en ven havde adgang til et våben af samme type, der dræbte Palme. Skandiamanden hadede angiveligt Palme. Han døde i 2000.

/ritzau/TT