Tysk eksport faldt dramatisk i april grundet corona

Den tyske eksport faldt i april som følge af coronakrisen dramatisk. Det viser en ny opgørelse fra Destatis, der er Tysklands pendant til Danmarks Statistik.

Værdien af de eksportvarer, som blev bragt ud af landet, var 31,1 procent mindre værd end værdien af eksporten i samme måned året før. Det skriver dpa.

Det er et beløb svarende til 564 milliarder kroner. Det er den største tilbagegang på en måned. siden de tyske myndigheder begyndte at føre statistik over eksporten i 1950.

I forhold til marts i år var faldet i eksporten i april på 24,0 procent. Dermed er faldet betydeligt større end i Danmark, hvor april bød på en tilbagegang på 5,8 procent i eksporten.

Lukningen af grænserne, som også gjaldt EU’s indre marked, og de verdensomspændende restriktioner for handel og rejser samt forstyrrelserne i lufttransport og transport til søs er baggrunden for de dramatiske fald.

Importen faldt med 21,6 procent til 538 milliarder kroner i forhold til april sidste år.

Deutsche Industrie og Handelskammeret regner med et samlet fald i eksporten på 15 procent i år.

Ifølge vurderinger fra Verdenshandelsorganisationen, WTO, kan verdenshandlen i år falde med mellem 13 og 32 procent på grund af coronapandemien.

Tyske produktionsvirksomheder venter yderligere fald i deres produktion hen over de kommende tre måneder, men de forudser en tilbagegang i et langsommere tempo end hidtil, sagde det anerkendte tyske Ifo-institut i München for nylig.

Instituttets indeks for forventningerne til produktion steg til minus 20,4 point i maj fra minus 51,0 point i april.

Det er den største stigning i indekset siden den tyske genforening for over 30 år siden.

– Men det betyder kun, at kurven over faldet bliver mere flad, sagde økonomen Klaus Wohlrabe, som leder Ifos indeksafdeling, i slutningen af maj.

– Efter at forbundsrepublikken er kommet gennem de værste faser med nedlukning af samfundet under coronakrisen, er der tegn på lys for enden af tunnelen, sagde Wohlrabe om tillidsindekset den 25. maj.

Indekset var steget til 79,5 i maj fra 74,2 i april.

/ritzau/dpa