Ruslands coronakrise har givet datjaer en renæssance

Coronakrisen har fået mange russere til at søge væk fra storbyerne ved at købe eller leje huse på landet.

De små eller større huse sommerhuse eller weekendhuse, kaldet datjaer, har traditionelt været meget eftertragtede, men frem til coronakrisen har efterspørgslen været faldende i en årrække.

– I Sovjetunionen var datjaen en måde, hvorpå man kunne komme væk fra sovjettidens virkelighed, men i en globaliseret verden er der ofte noget mere interessant at tage sig til end at luge grøntsager, siger Mikhail Alekssevskij, som er antropolog, og som har skrevet en afhandling om datja-kulturen.

Datjaer er både store sommerhuse, bondehuse af træ og simple hytter nær en brønd, en å eller en urtehave. Under pandemien er efterspørgslen efter dem atter steget voldsomt.

Mange moskovitter har søgt ud på landet for at komme væk fra det centrale Moskva, som er blevet delvist genåbnet tirsdag.

– I de to måneder, hvor der har været nedlukning af samfundet, er der sket en meget stor stigning i efterspørgslen efter huse på op til tre millioner rubler (omkring 300.000 kroner), siger ejendomsmægleren Tatyana Shotova.

Hun tilføjer, at købere typisk ønsker at overtage med det huse med det samme for at flytte ind.

– Jeg kan ikke sige, at vi er fuldstændigt beskyttet mod virusset her, men jeg føler mig 90 procent sikker her, siger Natalija Sapiga, en 53-årig skolelærer, der opholder sig i sin datja i Sokolniki.

– Der er færre mennesker her, så det er lettere at overholde alle sikkerhedsregler, tilføjer hun.

Ejendomsmæglere siger, at efterspørgslen efter datja på kort tid har drevet priserne i voldsomt vejret – både ved køb og leje.

Efterspørgslen efter grunde omkring 100 kilometer nord for Moskva steg med en tredjedel i april og maj, mens interessen for færdige huse steg 50 procent i området, oplyser ejendomsmæglerkæden Prostory.

DomClick.ru, der ejes af Sberbank, havde næsten en halv million fremvisninger i maj – syv gange mere end i maj sidste år. Men den øgede interesse kan vise sig at blive kortsigtet, da oliepriser og coronakrise har forværret Ruslands økonomiske krise.

/ritzau/Reuters