OPTAKT: George Floyd bliver begravet ved siden af sin mor

Den 46-årige sorte mand George Floyd, der døde efter en anholdelse af en hvid politibetjent i Minneapolis og blev et globalt symbol på racisme og politivold, bliver begravet tirsdag.

Han stedes til hvile ved siden af sin mor i kirkegården Houston Memorial Gardens klokken 11.00 lokal tid i sin amerikanske hjemby, Houston, hvor han voksede op, skriver nyhedsbureauet AFP.

Mandag eftermiddag fik offentligheden lov til at give et sidste farvel til George Floyd, hvis åbne kiste stod i lit de parade.

Det er en måde at vise en afdød prominent person og er modsætningen til castrum doloris, som blandt andre afdøde prins Henrik lå i, hvor kisten er lukket.

Den seks timers lange visning i kirken ved navn The Fountain of Praise Church i Houston tiltrak over 6000 gæster og var det sidste stadie af ceremonier, der ærede George Floyd før tirsdagens begravelse.

Ifølge flere amerikanske medie bliver begravelsen holdt privat. Halvdelen af gæsterne vil bestå af Floyds familie og kære, mens den anden halvdel vil udgøres af politikere, ledere i lokalsamfundet og andre personer af rang.

En af verdens bedste boksere Floyd Mayweather, der også er sort, har betalt for begravelsen, hvor blandt andre Houstons borgmester, Sylvester Turner, og den kendte sorte skuespiller Jamie Foxx deltager.

Den med al sandsynlighed kommende præsidentkandidat for Demokraterne, Joe Biden, har mødtes med familien til George Floyd forud for begravelsen.

Til selve ceremonien tirsdag vil der blive afspillet en optaget hilsen fra den tidligere vicepræsident.

George Floyd døde 25. maj, efter at den hvide politibetjent fra Minneapolis Derek Chauvin, der er drabssigtet i sagen, satte sit knæ på Floyds hals i otte minutter og 46 sekunder.

På en videooptagelse fra et vidne kan Floyd høres råbe “I can’t breathe”, eller på dansk “jeg kan ikke trække vejret”. De ord er siden hen blevet brugt som slagord i de tusindvis af protester mod politivold og racisme, der har fundet sted over hele verden i de seneste uger.

/ritzau/