Langt de fleste australiere ser negativt på aboriginere

Tre ud af fire australiere har et negativt syn på landets aboriginere.

Det viser en undersøgelse fra Australian National University (ANU) offentliggjort tirsdag.

Uanset alder, køn, etnicitet, job, religion, uddannelsesniveau, politisk ståsted eller indkomst har et flertal af australierne “et negativt syn” på landets oprindelige befolkning, viser undersøgelsen.

Den slags negativitet eller ubevidste fordomme “kan lede til udbredt racisme”, konkluderer undersøgelsens analyse.

Undersøgelsen omfatter flere end 11.000 australiere over en tiårig periode og er den første af sin slags i Australien.

Den er gennemført ved hjælp af en såkaldt IAT-test (Implicit Association Test), som bruges til at måle ubevidste, stereotypiske tankesæt om eksempelvis køn, religion og etnicitet.

Universiteter som Harvard og Yale og University of Sydney har samarbejdet med ANU om undersøgelsen.

Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Australian Indigenous Issues.

– Resultaterne er chokerende, men ikke overraskende, siger en af rapportens forfattere, Siddharth Shirodkar, der er ph.d.-forsker med base på College of Arts and Social Sciences på ANU.

– Disse resultater viser, at der kan være underliggende negative fordomme om urbefolkningen på tværs af Australien. Det er sandsynligvis årsag til den racisme, som mange af de oprindelige australiere oplever, tilføjer han.

Undersøgelsen “præsenterer hårde beviser for den usynlige barriere, som den oprindelige befolkning står over for i samfundet”, siger Siddharth Shirodkar.

Han tilføjer, at studiet viser, at problemet eksisterer, og at det ikke er noget, aboriginerne forestiller sig.

Resultaterne viser samtidig, at det er sandsynligt, at der er mange mennesker, som har disse synspunkter, men som ikke er opmærksomme på deres fordomme, siger forskerne.

I Australien er unge aboriginere massivt overrepræsenteret i retssystemet og er 22 gange mere tilbøjelige til at blive tilbageholdt af politiet end andre.

Det viser tal fra en regeringsrapport, der udkom i maj.

/ritzau/dpa