Spanien melder om coronavirus under kontrol

Spanien har stort set fået coronaviruspandemien “under kontrol”.

Det siger landets sundhedsmyndigheder fredag ifølge nyhedsbureauet dpa.

Øverste sundhedschef Fernando Simon siger, at en stor udfordring nu er at sikre sig, at nye smittetilfælde ikke importeres fra udlandet.

Spanien, der er blevet hårdt ramt af coronaviruspandemien, har planlagt at begynde at give udlændinge mulighed for at komme ind i landet fra 1. juli.

Fra mandag bliver flere restriktioner løsnet i Spanien, melder myndighederne desuden ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det gælder blandt andet restauranter, hvor det bliver tilladt at sidde indendørs. Hidtil har det kun været muligt at sidde udendørs på en restaurant eller café.

I landets to største byer, Madrid og Barcelona, vil flere restriktioner også blive lempet, så byerne er på linje med de øvrige dele af Spanien.

Madrid og Barcelona har været bagud med lempelserne, da byerne har stået for store dele af antallet af smittede i Spanien. Cirka en tredjedel af de coronarelaterede dødsfald har fundet sted i Madrid, skriver Reuters.

Da det stod værst til i Spanien, registrerede landet over 900 dødsfald blandt coronapatienter på et døgn. Det skete flere dage i april, skriver dpa.

I alt har Spanien haft omkring 240.000 smittetilfælde og cirka 27.000 coronarelaterede dødsfald.

Fredag holdt Spanien et minuts stilhed for de døde i landet og markerede dermed ti dages sørgeperiode for slut.

Også USA ser ud til at have nogenlunde kontrol over coronavirusset. Fredag sagde præsident Donald Trump, at USA er gennem det værste af coronapandemien.

/ritzau/