Embedsmand: Trump trækker knap 10.000 soldater ud af Tyskland

USA’s præsident, Donald Trump, vil trække 9500 soldater ud af Tyskland.

Det siger en amerikansk embedsmand, der ikke ønsker at stå frem med navn.

Gennemføres tiltaget, vil det reducere antallet af amerikanske soldater i Tyskland fra de nuværende 34.500 til 25.000.

Flere steder i Europa vil det sandsynligvis føre til bekymring vedrørende USA’s involvering og interesse i kontinentet.

Ifølge embedsmanden er beslutningen et resultat af måneders arbejde af den amerikanske forsvarschef, Mark Milley, og har intet at gøre med spændinger mellem kansler Angela Merkel og Trump.

Merkel har med et afbud nemlig været en hindring for Trumps planer om at være vært for et fuldstændigt G7-topmøde denne måned.

En anden højtstående embedsmand siger, at de 9500 soldater sendes til andre steder: Nogle til Polen, nogle til andre allierede lande og nogle til USA.

Han uddyber, at der er mindre brug for en større styrke i Tyskland på grund af større udgifter til forsvar i militæralliancen Nato.

/ritzau/Reuters