Brasilien passerer Italien og har tredjeflest virusdøde

Brasilien overgår Italien med tredjeflest coronarelaterede dødsfald.

Det viser tal fra de brasilianske sundhedsmyndigheder natten til fredag dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Brasilien har registreret 34.021 dødsfald og overgår dermed Italiens 33.689 bekræftede dødsfald.

Kun Storbritannien med 39.987 dødsfald og USA med 108.208 dødsfald overgår Brasilien, viser tal fra Johns Hopkins University (JHU).

Det sydamerikanske land med 210 millioner indbyggere registrerede 1473 nye dødsfald i det seneste døgn.

614.941 personer er blevet testet positive for coronavirusset. Det gør landet til det næsthårdest ramte land målt på antal smittetilfælde. Kun USA overgår Brasilien med knap 1,9 millioner smittede.

Af de 614.941 smittede er over 238.000 erklæret raske igen, viser tal fra JHU.

/ritzau/