Tysk politi udpeger sexforbryder som mistænkt i McCann-sagen

En tysk mand er drabsmistænkt i sagen om den forsvundne Madeleine McCann.

Den 43-årige tyske mand er dømt for flere seksuelle lovovertrædelser og afsoner for tiden en lang fængselsstraf.

Det oplyser det føderale politi i den tyske by Wiesbaden onsdag ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den britiske pige Madeleine McCann forsvandt fra sin families ferielejlighed i den portugisiske landsby Praia da Luz i maj 2007, mens hendes forældre spiste middag på en nærliggende restaurant.

Madeleine McCann var på det tidspunkt tre år gammel.

Sagen har skabt internationale overskifter, og på et tidspunkt udpegede portugisisk politi Madeleine McCanns forældre som mistænkte.

Den nuværende mistænkte, den 43-årige tyske mand, har afsonet adskillige fængselsstraffe for sexmisbrug af børn.

Derudover boede han med regelmæssige intervaller i den portugisiske Algarve-region mellem 1995 og 2007. Blandt andet boede han i et hus, der lå mellem Lagos og Praia de Luz i en årrække.

– Baseret på den information, vi har til rådighed, havde han flere løse job i Lagos-området i løbet af denne periode (hvor Madeleine McCann forsvandt, red.), herunder et job i catering, oplyser tysk politi ifølge dpa.

Politiet tilføjer, at der er oplysninger, der peger på, at manden begik strafbare handlinger, såsom indbrud i ferielejligheder, for at tjene penge.

Portugisisk politi henlagde sagen om Madeleine McCann i 2008, men efterforskningen blev genoptaget i oktober 2013 som følge af nye spor i sagen.

Britisk politi, der også har været stærkt involveret i sagen, har identificeret to køretøjer – et folkevognsrugbrød med britisk nummerplade og en Jaguar med tysk nummerplade – og tilknyttet dem den 43-årige tysker på tidspunktet for McCanns forsvinden.

Politiet i Storbritannien oplyser videre, at den mistænkte tog imod et telefonopkald fra et portugisisk nummer i Praia da Luz-regionen den nat, McCann forsvandt.

I en udtalelse fra Metropolitan Police i London siger chefinspektør Mark Cranwell, der leder efterforskningen, at “mens denne mand er mistænkt, vil vi bevare et åbent sind med hensyn til hans medvirken, og dette forbliver en efterforskning af en savnet person”.

Den tyske avis Bild skriver, at den 43-årige mistænkte muligvis er identisk med en mand, der sidste år blev idømt en fængselsstraf på syv år for at have voldtaget en 72-årig amerikansk kvinde i Praia da Luz i september 2005.

/ritzau/