Löfven lader symptomfrie svenskere rejse frit i Sverige

Det skal igen være muligt for svenskere uden symptomer på coronavirus at rejse frit i Sverige.

Det siger statsminister Stefan Löfven på et pressemøde om coronakrisen torsdag eftermiddag.

Han vil derfor ophæve indenlandske rejserestriktioner, der har været indført for at forhindre coronavirusset i at sprede sig.

– Beskeden betyder ikke, at faren er forbi, og at livet fortsætter som normalt siger, Stefan Löfven.

Han understreger samtidig, at der er visse forbehold forbundet med lempelserne.

– Det er afhængigt af, at alle tager ansvar og følger vejledningen om social distance.

– Det afhænger også af, at de relevante myndigheder og kommuner træffer foranstaltninger for at forhindre smittespredning, siger Stefan Löfven.

Sverige har været hårdt ramt under coronakrisen og har registreret langt flere dødsfald blandt coronapatienter end sine nabolande.

Derfor var Sverige ikke en del af den genåbning for turister, som den danske regering varslede i sidste uge. Foreløbig vil kun tyske, norske og islandske turister være velkommen i Danmark fra den 15. juni.

/ritzau/