Eksminister beskylder Trump for at ville splitte nationen

Den tidligere amerikanske forsvarsminister James Mattis beskylder præsident Donald Trump for forsøg på at splitte det amerikanske folk.

Det fremgår af en erklæring fra Mattis, som mediet The Atlantic bringer på sin hjemmeside.

– Donald Trump er den første præsident i min livstid, som ikke forsøger at forene det amerikanske folk. Han foregiver ikke en gang at prøve på det. I stedet forsøger han at splitte os, udtaler han.

Mattis giver udtryk for, at Trumps måde at lede USA på er årsag til de uroligheder og protester, som har præget landet i over en uge, efter at en ubevæbnet sort mand døde under en anholdelse i Minnesota forrige mandag.

– Vi er nu vidne til konsekvenserne af tre års tilsigtet forsøg på dette, siger Mattis og tilføjer:

– Tre år uden modent lederskab.

James Mattis, der opnåede rang af general i USA’s marinekorps, var Trumps første forsvarsminister fra 20. januar 2017 til udgangen af 2018.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Mattis længe afvist at udtale sig kritisk om Trump, mens denne er præsident.

Det gør han så nu, og ydermere langer han ud efter det amerikanske militær og Trumps nuværende forsvarsminister, Mark Esper.

Esper og en general fra USA’s forsvarskommando anvendte mandag et militært udtryk – kampplads – for de steder i de amerikanske storbyer, hvor demonstranter forsamler sig.

– Vi bør afvise enhver tanke om vores byer som en “kampplads”, skriver Mattis.

/ritzau/Reuters