Udenrigsminister Maas: Tyskland åbner grænserne 15. juni

Den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, siger, at Tyskland ophæver rejseforbud for EU-landene samt Storbritannien, Island, Norge, Liechtenstein og Schweiz fra 15. juni.

Han siger, at retningslinjerne vil gøre det klart, at de tyske myndigheder ikke tilråder rejser til Storbritannien, så længe en 14 dages karantæne er gældende.

Maas gør det også klart, at rejseforbuddet kan blive genindført, hvis udbredelsen af coronasmitte tager til.

Med hensyn til lande uden for EU er den tyske regering afventende og vil senere tage bestik af udviklingen.

Tyskland har Europas største befolkning, men har alligevel haft langt færre dødsfald med coronavirus end de andre store europæiske lande.

/ritzau/Reuters