Tyskland sænker momsen i hjælpepakke på 130 milliarder euro

Partierne i Tysklands koalitionsregering er blevet enige om en økonomisk hjælpepakke på 130 milliarder euro.

Det oplyser den tyske forbundskansler, Angela Merkel, onsdag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Beløbet svarer til cirka 969 milliarder kroner.

Hjælpepakken skal bidrage til at få Europas største økonomi på fode igen efter coronakrisen.

Hjælpepakken indeholder blandt andet en midlertidig nedsættelse af momssatserne i håb om, at det kan stimulere borgernes købelyst.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa vil kommuner, der er hårdt ramt af nedlukningerne under viruspandemien, modtage økonomisk støtte.

Desuden vil alle tyske børnefamilier modtage 300 euro per barn, og købere af elbiler vil få en regeringsbetalt rabat på 6000 euro. Det er en fordobling sammenlignet med tidligere, skriver AFP.

/ritzau/