Hongkong forbyder ceremoni for ofre fra Den Himmelske Freds Plads

Sundhedsmyndighederne i Hongkong har tirsdag gjort det klart, at et forsamlingsforbud, der forbyder mere end grupper på otte personer, forlænges i 14 dage.

Dermed har myndighederne også forhindret en markering af årsdagen for det kinesiske militærs nedkæmpelse af ubevæbnede, prodemokratiske studenter på Den Himmelske Freds Plads i Beijing.

Nedkæmpelsen skete natten til den 4. juni 1989.

Sidste år blev markeringen af 30-årsdagen markeret meget stærkt i Hongkong.

Den tidligere britiske kronkoloni har været det eneste sted på kinesisk territorium, hvor det har været muligt at mindes de studenter, som blev dræbt, da de aktionerede på Den Himmelske Freds Plads – eller Tiananmen Pladsen – i Beijing.

Offentlige diskussioner, af hvad der skete og af myndighedernes reaktioner, er strengt forbudt, og mange unge mennesker har ingen anelse om, hvad der foregik for 25 år siden.

Men store mindeceremonier med titusindvis af stearinlys på pladser i Hongkong har været en årligt tilbagevendende begivenhed. Men ikke i år.

En ansøgning om at få tilladelse til at afvikle en mindeceremoni og en markering af årsdagen er blevet afvist af myndighederne i Hongkong med henvisning til det nye coronavirus.

Men spredningen af coronavirus i Hongkong har længe været begrænset. Der er registreret omkring tusind tilfælde, og kun fire personer er døde med Covid-19.

– Jeg forstår ikke, hvorfor myndighederne ikke tillader politiske markeringer, når de tillader skoler, restauranter og butikker at holde åbent, siger Lee Cheuk-yan, leder af Hongkong Alliancen.

Han står bag markeringerne af det, som mange kalder “Massakren på Den Himmelske Freds Plads”.

Han opfordrer Hongkongs indbyggere til tænde lys hjemme på årsdagen, så der vil komme lys over hele byen.

Forskellige organisationer og bevægelser vurderer, at alt fra 400 til flere tusinde demonstranter mistede livet, da kommunistpartiets ledelse i 1989 beordrede soldater i kampvogne til at køre ind og skyde i ubevæbnede demonstranters teltlejr på Tiananmen Pladsen.

/ritzau/AFP