EU-chef fordømmer al vold i USA efter drab på Floyd

EU’s udenrigschef fordømmer “misbrug af magt” i forbindelse med drabet på amerikaneren George Floyd i sidste uge.

På en pressekonference i Bruxelles opfordrer udenrigschef Josep Borrell samtidig til, at alle sider afholder sig fra at bruge vold.

– Alle menneskers liv har værdi – også sorte menneskers, siger Borrell under en pressekonference i Bruxelles.

George Floyd var 46 år, da han blev døde i forbindelse med en anholdelse i Minneapolis i sidste uge.

En betjent pressede et knæ mod Floyds hals og nakke i flere minutter, og han blev anholdt nogle dage senere. Flere andre betjente deltog i anholdelsen.

Hændelsen har ført til voldsomme uroligheder, demonstrationer og blodsudgydelser flere steder i USA.

Demonstrationerne har også bredt sig til Washington D.C.

Her har præsident Donald Trump gjort mange demonstranter endnu mere vrede, da han poserede for fotografer med bibelen foran en historisk kirke tæt ved Det Hvide Hus.

/ritzau/