Berygtet hackergruppe rører på sig under Floyd-protester

Hackergruppen Anonymous gør mere og mere opmærksom på sig selv i forbindelse med George Floyd-protesterne i USA.

Det skriver britiske BBC.

Gruppen er over en årrække med jævne mellemrum blevet omtalt i nyhederne og er berømt, berygtet og udskældt for flere cyberangreb. Men den har det seneste stykke tid været omgærdet af relativ stilhed.

I forbindelse med protesterne tilskrives flere cyberangreb nu gruppen – dog med en vis usikkerhed.

Blandt andet har Minneapolis-politiets hjemmeside ifølge flere medier været nede i løbet af weekenden under et mistænkt såkaldt DDoS-angreb.

Det står for Distributed Denial of Service og går ud på at overbelaste en server i så voldsom en grad, at den lukker ned.

Det var netop i Minneapolis, at Floyd døde, efter at en politimand i byen knælede på hans hals i flere minutter under en anholdelse.

Også en mindre FN-organisations hjemmeside har været omdannet til en mindeside for Floyd. FN-logoet blev udskiftet med hackergruppens. Det skriver BBC.

Imens har flere Anonymous-relaterede konti ifølge The Independent vist deres støtte til demonstrationerne, der over store dele af USA protesterer mod politivold og racisme.

Også den velkendte Guy Fawkes-maske, der ofte ses i forbindelse med demonstrationer, er dukket op under protesterne. Guy Fawkes blev i 1605 blev forhindret i at sprænge parlamentet Storbritannien i luften.

Anonymous styres ikke centralt, så alle kan i princippet erklære sig som en del af gruppen, skriver BBC. Af samme årsag har gruppen ikke blot én politisk dagsorden.

/ritzau/