Tankbil-chauffør i Minneapolis slog bremserne i

Lastbilchaufføren, der søndag lokal tid kørte mod demonstranter på en lukket motorvejsbro i Minneapolis, var “frustreret” over lukningen.

Det siger Tim Walz, guvernør i Minnesota, hvor Minneapolis ligger.

Waltz siger også, at chaufføren bremsede, da han så demonstranterne på vejen.

Da tankbilen stod stille, blev han trukket ud af førerhuset og tævet af nogle af demonstranterne.

Chaufføren siger til myndighederne, at de fleste demonstranter forsøgte at beskytte ham mod andre, der ville give ham bank, siger Walz.

Der er dramatiske tv-billeder fra begivenheden. Her ser det ud, som om at tankbilen kører frem mod demonstranterne med fuldt overlæg på den afspærrede vej.

En demonstrant fangede optrinnet på sin mobiltelefon.

– I dag var jeg vidne til ren og skær ondskab. Tusinder og atter tusinder af demonstranter marcherede fredeligt for at kræve retfærdighed for George Floyd, da tankbilen kom pløjende direkte mod mængden, skrev Zachary Donald på Twitter.

Han tilføjede, at demonstranterne havde tilladelse til at være på motorvejsbroen, der på grund af protesten var spærret for trafik.

– Chaufføren kom ikke ved et uheld til at dreje ned ad motorvejen. Han gjorde det med vilje og ulovligt, skrev Donald.

Sent søndag aften lokal tid oplyste myndighederne i fængslet Hennepin County Jail, at lastbilchaufføren var blevet sigtet for overfald, skrev CNN.

Demonstranterne var samlet for at fortsætte protesterne mod politiets voldsomme anholdelse af den sorte mand George Floyd i Minneapolis i mandags.

Floyd døde i forbindelse med anholdelsen.

/ritzau/Reuters