Atlanta fyrer to betjente for overdreven magtmisbrug mod unge

To politibetjente i Atlanta er blevet fyret for overdreven brug af magt mod to studerende i forbindelse med en protest lørdag aften.

Det oplyser byens borgmester, Keisha Lance Bottoms, søndag ifølge flere amerikanske medier.

Tre andre politibetjente, som var til stede under hændelsen, er blevet henstillet til skrivebordsarbejde, mens en undersøgelse pågår.

Det var politichef Erika Shields, der fyrede de to betjente, efter at hun havde gennemgået videooptagelser fra betjentenes kropskameraer.

Shields sagde, at “det var virkelig chokerende at se”.

En video af hændelsen viser en gruppe politibetjente iført beskyttelsesudstyr og gasmasker omringe en bil med en ung mandlig chauffør og en ung kvindelig passager.

Kvinden bliver hevet ud af bilen, lagt på jorden og får hænderne bundet sammen med strips bag ryggen, før hun bliver ført væk.

Imens bruger andre betjente en strømpistol mod manden, der fortsat sidder inde i bilen, ligesom at de smadrer en siderude i bilen.

Både manden og kvinden bliver pågrebet uden at gøre synlig modstand.

Det er fortsat uvist, hvad der førte til anholdelsen af de to, skriver CNN.

/ritzau/