Biden tager afstand fra unødvendige ødelæggelser under protester

Joe Biden, der længe har lignet demokraternes præsidentkandidat i USA, forstår de store frustrationer rundt om i landet oven på en sort mands død.

Han tager dog samtidig afstand fra den hærværk, som er foregået under nogle af protesterne. Det gør han i en udtalelse, skriver CNN.

– Det at protestere over sådan en brutalitet er rigtigt og nødvendigt. Det er et helt igennem amerikansk svar.

– Men at brænde samfund ned og lave unødvendige ødelæggelser er ikke, siger Joe Biden i udtalelsen.

Han tilføjer, at det heller ikke er i orden med vold, der bringer liv i fare, eller som ødelægger og lukker forretninger.

Demonstranter har de seneste dage på tværs af USA protesteret over en sort mands død i Minneapolis mandag.

46-årige George Floyd mistede livet, efter at en hvid politibetjent havde siddet med sit knæ på Floyds hals i adskillige minutter under en anholdelse.

Efterfølgende har demonstranter blandt andet sat ild til bygninger, rapporterer flere medier. Der er også meldinger om sammenstød mellem politi og civile.

/ritzau/