George Floyds død sender Det Hvide Hus i lockdown

Protesterne over en sort mands død i Minneapolis har natten til lørdag dansk tid ramt den amerikanske hovedstad, Washington D.C., hvilket har ført til en afspærring af Det Hvide Hus.

Det bekræfter talsmand for Det Hvide Hus Judd Deere over for USA Today.

46-årige George Floyd mistede livet mandag, efter at Derek Chauvin – en hvid politibetjent – havde siddet med sit knæ på Floyds hals i flere minutter under en anholdelse.

Hele hændelsen blev optaget på en mobiltelefon, og under optagelserne kan man flere gange høre Floyd sige, at han ikke kan få luft.

George Floyds død har skabt stort oprør i USA, hvor der på ny er vakt debat om racespørgsmålet og brugen af unødig politivold.

Idet demonstranter ankom til Pennsylvania Avenue, hvor Det Hvide Hus ligger, fredag aften lokal tid, blev området afspærret.

Dørene til pressens kontorer i Det Hvide Hus blev låst, og journalister kan ikke forlade stedet.

Efterretningstjenesten Secret Service lader heller ingen andre forlade Det Hvide Hus’ område, skriver CNN.

/ritzau/