Sverige registrerer 46 nye coronadødsfald

Sverige registrerer torsdag 46 nye coronadødsfald. I alt 4266 er døde med virusset i Sverige.

Det fremgår af en opgørelse fra Folkhälsomyndigheten – den svenske pendant til Sundhedsstyrelsen i Danmark.

Antallet af bekræftede smittetilfælde siden smitteudbruddets start er på 35.727.

2032 personer får eller har fået intensiv behandling på grund af Covid-19.

En tiltagende del af dødsfaldene blandt coronasmittede sker blandt plejehjemsbeboere eller ældre, som har modtaget pleje i deres hjem, viser officielle tal fra sundhedsmyndighederne.

Over 90 procent af alle coronasmittede, som er døde i Sverige, var 70 år eller ældre, viser statistikkerne.

Statsminister Stefan Löfven siger torsdag, at han er frustreret over, at der ikke er flere, som testes.

– Det virker, som om der er dårlig forbindelse mellem staten og regionerne, siger Löfven til Sveriges Radios Studio 1.

/ritzau/