Magtfulde Hongkong-allierede i opråb: Kina overtræder aftale

Fire af Hongkongs magtfulde venner langer hårdt ud efter Kina i kølvandet på den kinesiske regerings indførelse af en ny sikkerhedslov i Hongkong.

I en fælles udtalelse skriver udenrigsministrene fra Storbritannien, Australien, Canada og USA torsdag eftermiddag, at loven “vil underminere systemet med ét land, to systemer”.

– Det begrænser folket i Hongkongs friheder og svækker drastisk Hongkongs selvstyre og det system, der har gjort regionen så fremgangsrig, lyder det.

Det er de fire udenrigsministre Dominic Raab (Storbritannien), Marise Payne (Australien), François-Philippe Champagne (Canada) og Mike Pompeo (USA), der står bag den utvetydige kritik.

– Kinas beslutning om at indføre en ny sikkerhedslov i Hongkong er i direkte strid med Kinas internationale forpligtelser under den juridisk forpligtende og FN-registrerede Sino-British Joint Declaration, skriver de.

Udenrigsministrene refererer til en fælles erklæring, der blev underskrevet i december 1984 af Storbritannien og Kina.

Den blev indgået for at sikre Hongkong administrativt selvstyre efter overdragelsen fra Storbritannien til Kina i 1997.

Loven, som torsdag blev vedtaget, tilsidesætter Hongkongs egen lovgivende forsamling, når det gælder handlinger, som anses for at være en fare mod den nationale sikkerhed og som udfordrer statens magt.

/ritzau/