EU bruger store stjerner i indsamling til coronavaccine

Miley Cyrus, Lady Gaga, Hugh Jackman og en lang række andre globale kunstnere har annonceret, at de vil være med i en EU-ledet, global indsamlingskampagne.

Det er en ny kampagne kaldet “Global Goal: Unite for our future”, som skal løbe over fire uger og kulminere i en global indsamlingsbegivenhed lørdag 27. juni.

4. maj indledte EU et globalt “indsamlingsmaraton” for at samle ind til udviklingen af en coronavaccine. Det var første skridt i maratonet.

Torsdag præsenterer EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, kampagnen som det næste skridt.

Det kræver nemlig endnu flere penge, hvis der skal findes en løsning på coronakrisen.

Og løsningen er en vaccine, som er tilgængelig for hele verden, understreger von der Leyen.

– Det skal være hovedfokus at udvikle en vaccine og distribuere den til hele verden.

– Vi skal bevæge os hurtigt. Intet land er sikkert, hvis de andre lande ikke er. Derfor har vi brug for penge. De penge, vi investerer i dag, vil spare os for milliarder i fremtiden, siger von der Leyen.

Kampagnen er lanceret sammen med organisationen Global Citizens, The Bill & Melinda Gates Foundation og sundhedsorganisationen Wellcome Trust som partnere.

/ritzau/