Sverige registrerer 95 coronadødsfald på et døgn

Yderligere 95 personer, som var smittet med coronavirus, er registreret døde det seneste døgn i Sverige.

Antallet af registrerede dødsfald blandt coronasmittede i landet er dermed 4220.

Det fremgår af en opgørelse fra Folkhälsomyndigheten – den svenske pendant til Sundhedsstyrelsen i Danmark.

Siden coronaudbruddets begyndelse er i alt 35.088 personer bekræftet smittet i Sverige.

I alt 2002 personer får eller har fået intensiv behandling for coronavirus.

Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell, siger, at tallet på over 4000 døde er “vældigt højt”.

Han siger videre, at der er forskel på smitteudbredelsen i de forskellige regioner.

– I blandt andet Skåne og Västra Götaland er situationen stabil, siger Tegnell og tilføjer:

– Vi har en meget stabil situation op til sommeren.

Han minder om, at der fortsat er pres på hospitalerne, og at alle skal følge retningslinjerne om at holde afstand, vaske hænder og blive hjemme, når man er syg.

/ritzau/