Partifæller vil have Boris Johnsons toprådgiver til at gå af

En række britiske konservative politikere står søndag frem og opfordrer Dominic Cummings, premierminister Boris Johnsons toprådgiver, til at gå af.

Opfordringen kommer, i kølvandet på at The Guardian og Daily Mirror har skrevet, at Dominic Cummings brød regler i forbindelse med nedlukningen af samfundet under coronavirusudbruddet.

Ifølge de to britiske aviser overtrådte han et forbud mod rejser ved at besøge sine forældre i det nordlige England.

Boris Johnson har afvist historierne som “unøjagtige” og siger, at han ikke vil bruge tid på de “falske beskyldninger”.

Men søndag bliver der altså lagt pres på Cummings.

Presset kommer blandt andet fra den højtstående konservative politiker Steve Baker. Han er en del af toppen i det konservative 1922-udvalg, der består af menige konservative parlamentsmedlemmer.

– Dominic Cummings bliver nødt til at gå af, før han gør endnu mere skade på Storbritannien, regeringen, premierministeren, vores institutioner og Det Konservative Parti, skriver han på hjemmesiden The Critic.

Også det konservative parlamentsmedlem Simon Hoare kritiserer Dominic Cummings i hårde vendinger.

– Den skade, som Cummings gør på regeringens ry, bør få ham til at overveje sin post. Nedlukningen har været svær for alle.

– Det er hans arrogante “jeg er ligeglad, jeg er klogere end jer”-attitude, der gør folk rasende. Nu skader han også premierministeren og regeringen, og det kan jeg ikke lide, skriver han på Twitter.

Cummings er søndag eftermiddag ankommet til Boris Johnsons embedsbolig i Downing Street. Det skriver Sky News.

Cummings, der stod bag brexit-kampagnen for britisk udtræden af EU op til folkeafstemningen i juni 2016, afviste lørdag, at han så meget som overvejer at trække sig som rådgiver for Boris Johnson.

– Jeg opførte mig fornuftigt og i henhold til loven, sagde Cummings til journalister foran sit hus.

Forinden havde han bedt pressefolkene om at holde to meters afstand.

/ritzau/