Facebook presser konkurrenter med værktøj til gruppeopkald

Facebook går ind på markedet for gruppechats og videokonferencer med det nye værktøj, Messenger Rooms.

Det oplyser selskabet fredag.

Det sker for at kunne få del i et marked, der under coronaviruspandemien er vokset støt.

Med værktøjet vil op mod 50 mennesker kunne deltage i et opkald, skriver selskabet i en meddelelse.

På en computer vil skærmen kunne være opdelt, så man kan se op til 16 mennesker på en gang, og designet vil i et vist omfang ligne konkurrenten Zooms.

På mobiltelefon vil man kunne se op til otte mennesker på en gang.

Prisen på Zoom-aktier faldt med 3,7 procent i forhold til dagen inden i minutterne efter offentliggørelsen.

Tidligere på dagen havde aktien ellers nået et rekordniveau.

Facebook-brugere vil kunne dele links, så andre kan deltage i Rooms-opkald via en browser – uden at downloade en app eller oprette en konto.

Der vil ikke være nogen tidsbegrænsninger på opkald.

/ritzau/Reuters