Joe Biden er villig til at debattere med Trump online

Joe Biden, Demokraternes sandsynlige udfordrer til Donald Trump ved det amerikanske præsidentvalg i november, er parat til at møde Trump i en debat.

– Jeg kan næsten ikke vente med at debattere med Trump, siger Biden.

Den tidligere vicepræsident tilføjer, at han gerne stiller op online, hvis en personlig debat ikke er mulig på grund af coronakrisen.

– Jeg er klar. Zoom eller Skype eller Slack eller Hangouts eller personligt, siger Biden med reference til en række online-platforme.

– Når som helst og hvor som helst han vil, siger Biden.

Biden deltog senest i en politisk debat den 15. marts med Bernie Sanders, som på det tidspunkt stadig var med i ræset om at blive nomineret til Det Demokratiske Partis udfordrer til Trump.

Som følge af coronapandemien blev den debat afholdt uden publikum. I begyndelsen af april opgav Bernie Sanders sit kandidatur i erkendelse af, at han ikke kunne indhente det forspring, som Joe Biden har opbygget i antal delegerede fra Demokraternes foreløbige primærvalg.

Det er de delegerede fra de forskellige delstater, som formelt nominerer den endelige præsidentkandidat på partiets konvent i sensommeren.

/ritzau/AFP