Hjælpepakke på knap 500 milliarder er vedtaget af Kongressen

En hjælpepakke på 484 milliarder dollar til blandt andet mindre virksomheder, som er hårdt ramt af coronakrisen, er vedtaget af Repræsentanternes Hus i USA.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til fredag dansk tid.

Beløbet svarer til over 3300 milliarder danske kroner.

Da pakken allerede er vedtaget i Senatet, skal den nu bare underskrives af USA’s præsident, Donald Trump.

Han har tidligere sagt, at han vil underskrive den hurtigst muligt.

Også støtte til hospitalerne er en del af pakken, som er den fjerde i en række af pakker.

I alt er der brugt omkring 3000 milliarder dollar på forskellige hjælpetiltag, skriver Reuters.

Det svarer til over 20.000 milliarder danske kroner og er et hidtil uset stort beløb.

De mange tiltag for at mindske coronasmitten har taget hårdt på den amerikanske økonomi, og hjælpepakken skal forsøge at mindske de negative effekter.

Omkring 26 millioner amerikanere har søgt om arbejdsløshedsunderstøttelse i løbet af den seneste måned.

Der er over 860.000 bekræftede tilfælde af coronasmitte i USA. Knap 48.000 er døde efter smitte, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University natten til fredag dansk tid.

/ritzau/