EU til briterne: Vi skal nå aftale på alle områder – især fiskeri

Efter anden forhandlingsrunde mellem EU og Storbritannien om det fremtidige forhold “tikker uret mere end nogensinde”, siger EU’s chefforhandler, Michel Barnier, på en pressekonference fredag.

EU vil ikke gå med til en aftale, som ikke inkluderer langsigtede løsninger på fiskeri, det skal stå “krystalklart” for Storbritannien, understreger Barnier.

Men der er ingen fremskridt i forhandlingerne om fiskeri ved denne forhandlingsrunde, siger han.

– Storbritannien har ikke fremlagt nogen juridisk tekst på fiskeri. Selv om vi begge har anerkendt, at vi skal finde en løsning før juli.

– Men EU kommer ikke til at gå med til en aftale, som ikke sikrer fiskeriet, siger Barnier.

EU har fremlagt et udkast til forhandlinger med Storbritannien på 350 sider. Det dækker ifølge Barnier alle områder.

Men Storbritannien har slet ikke lavet samme tekst på alle områder, mener Barnier. Og det skal til for at kunne nå en aftale.

– Vi kan ikke acceptere at lave udvalgte fremskridt på et begrænset antal områder. Vi skal lave fremskridt på alle problemer parallelt.

– Storbritannien kan ikke afvise at forlænge overgangsperioden og på samme måde sætte tempoet ned på visse områder. Vi skal finde løsninger på alle politiske områder, siger Barnier.

Forhandlingerne blev holdt som videokonference mellem parterne.

/ritzau/