Merkel: Vi har stadig kun set starten på coronapandemien

Der er endnu ingen udsigt til en slutning på den globale coronapandemi inden for den nærmeste fremtid.

Sådan lyder den nedslående vurdering fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel.

Torsdag formiddag gik hun på talerstolen i Forbundsdagen i Berlin for at levere en status på coronakrisen.

– Vi befinder os ikke i den afsluttende fase af pandemien, men stadig i begyndelsen, siger Angela Merkel.

Tyskland er foreløbig sluppet nådigt gennem krisen. Således er der “blot” registreret 5315 dødsfald blandt coronapatienter i landet.

Det står i kontrast til flere andre store lande i Europa, hvor der er registreret flere end 20.000 dødsfald.

Det bør dog ifølge Angela Merkel ikke få tyskerne til at hvile på laurbærrene. Hun men er dog, at Tyskland er godt rustet til den næste fase i krisen.

– Vi har vundet tid og har brugt tiden på at polstre vores sundhedsvæsen, siger forbundskansleren.

/ritzau/Reuters