Kofod: Vi kan lave genopretningsplan i EU uden fælles gæld

Det er vigtigt at lave en fælles genopretningsplan i EU, som kan få unionen på fode igen efter coronakrisen.

Men det kan og skal gøres uden fælles gældsstiftelse, slår udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fast.

– Vi skal sikre, at vi laver en plan på en måde, som er god for alle. Det kan vi godt gøre uden obligationer. For der er mange muligheder for at lave en fælles genopretningsplan – uden at vi stifter fælles gæld.

– Man kan blandt andet lave forskellige garantiordninger, som vi allerede kender det i dag, fra forskellige instrumenter gennem EU-budgettet. Men det er afgørende for regeringen, at det er midlertidige løsninger, siger han.

Torsdag mødes EU’s stats- og regeringschefer til endnu et videotopmøde. Her skal de diskutere en fælles genopretningsplan og -fond for EU-landene efter coronakrisen.

Flere sydeuropæiske lande er ekstra hårdt ramt af coronapandemien, som har enorme økonomiske konsekvenser.

Derfor har de ønsket såkaldte coronaobligationer, som er en fælles gældsstiftelse. Det afviser blandt andet Danmark, Tyskland og Holland.

Onsdag forslog den spanske premierminister, Pedro Sanchez, at der skulle laves en genopretningsfond på 1,5 milliarder euro finansieret med “en evig gæld”.

Men forslaget fra den spanske regering kommer Danmark slet ikke til at gå med til, understreger Jeppe Kofod.

– Vi vil gerne tage nogle midlertidige tiltag, og vi er positivt indstillet over for at give målrettet og midlertidig hjælp. Vi skal stå sammen.

– Men det står klart, at vi ikke støtter nogen tiltag, som indebærer fælles gældsstiftelse eller overførsler landene imellem. Og derfor støtter vi ikke forslaget fra Spanien, siger han.

I påsken indgik EU-landene en foreløbig aftale om en række initiativer, der skal frigøre penge til især de værst ramte lande i Sydeuropa.

Den indeholder blandt andet en garantifond og en ordning for lønkompensation, hvor EU-landene stiller statsgarantier for lån.

/ritzau/