Britisk IS-medlem med fortid som rapper anholdt i Spanien

Et britisk medlem af Islamisk Stat (IS) med en fortid som rapper i London er blevet anholdt af spansk politi i byen Almeria i det sydøstlige Spanien.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Spansk politi beskriver den anholdte, Abdel-Majed Abdel Bary, som et af de mest eftersøgte medlemmer af Islamisk Stat i Europa.

IS-medlemmet, der også har egyptiske rødder, har tidligere offentliggjort et billede på Twitter, hvor han ifølge AFP står med et afhugget hoved og har skrevet:

– Slapper af med min ven, eller hvad der er tilbage af ham.

For år tilbage mistede han sit statsborgerskab i Storbritannien, og i de seneste år har han angiveligt opholdt sig i konfliktområder i Syrien og Irak.

Tyrkisk politi mistede sporene til Bary i 2015, hvilket fik dem til at spekulere i, om han havde mistet livet, imens IS-bevægelsen langsomt begyndte at smuldre det år.

Tidligere mistænkte man Bary for at være den dengang eftersøgte Jihadi John, der blandt andet halshuggede den amerikanske journalist James Foley.

Jihadi John blev dog senere identificeret som Mohammed Emwazi. I 2016 bekræftede IS, at Jihadi John var dræbt i et bombeangreb.

Ifølge The Guardian kom Bary til Almeria fra det nordafrikanske land Algeriet. Bary har angiveligt en spansk kæreste, som han mødte over internettet i 2017.

Spansk politi beskriver ham som havende “nogle yderst mærkværdige personlighedstræk og en ekstremt voldelig, kriminel baggrund”.

– Han er en af de mest eftersøgte terrorister i Europa grundet hans straffeattest i forbindelse med Daesh (navn for Islamisk Stat, red.), og fordi han er ekstremt farlig, lyder det i en udtalelse fra spansk politi ifølge AFP.

29-årige Addel-Majed Abdel Bary er ifølge The Guardian søn af Adel Abdel Bary, som er dømt for at have slået 224 mennesker ihjel, da han bombede den amerikanske ambassade i Kenya og Tanzania i 1998.

Da 29-årige Bary boede i London lavede han musik under kunstnernavnet “Lyricist Jinn and L Jinny”. Han forlod Storbritannien i 2013.

Bary blev inden anholdelsen angiveligt flere gange set i bybilledet i Almeria, imens han har båret en ansigtsmaske ligesom mange andre spaniere under coronakrisen.

/ritzau/